Eurowind Energy A/S har ansøgt Vejle Kommune om etablering af en energipark bestående af vindmøller og solceller syd for Ammitsbøl Skov, nær kommunegrænsen til Kolding Kommune. Området er placeret mellem byerne Øster Starup, Ågård, Hesselbjerg og Tudved.
Projektet i Vejle Kommune består af 5 nye vindmøller samt ca. 40 ha solceller.
Vindmøllerne vil være med en totalhøjde på op til 150 meter målt fra terræn til vingespids i øverste position. Møllerne vil have en rotordiameter på 136 meter og en navhøjde på 82 meter. Vindmøllerne leveres i en lys grå farve, og vingernes overflade er behandlet, så de fremstår matte. Derved minimeres refleksioner fra glasfiberoverfladerne.
Vindmøllerne placeres i en lige linje fra nordvest mod sydøst.
Solcelleanlægget vil bestå af solcellepaneler, som er monteret på en akse, der følger solens bane hen over dagen, ved at vippe fra øst til vest, med en maksimal højde på 4 meter. Denne løsning giver god udnyttelse af solens stråler i løbet af hele dagen.
Der vil blive etableret beplantning og hegn omkring energiparken eller Vejle Kommunes retningslinjer. Solcellepanelerne vil blive afskærmet med tæt beplantning for at mindske synligheden af panelerne fra de omgivende områder.
Parkens samlede anlægskapacitet ligger på ca. 51.3 MW. Den forventede produktion fra energiparken estimeres til ca. 98.000.000 kWh/år svarende til forbruget i ca. 24.500 husstande (ved et gennemsnitligt forbrug på 4.000 kWh) med CO2-neutral strøm.
Flere af VE-branchens organisationer og virksomheder står i fællesskab bag ved VidenOmVind.
VidenOmVind har som overordnet mål at bidrage til, at opstillingen af nye vindmøller i kommunerne sker på et veloplyst grundlag med henblik på at fremme et godt naboskab til vindmøllerne. Formålet er at skabe en god dialog såvel lokalt som nationalt med naboer, borgere, politikere, embedsmænd og journalister.
Du kan klikke her for at besøge deres hjemmeside.
Green Power Denmark er Danmarks grønne erhvervsorganisation og fungerer som talerør for den danske energisektor. Sammen med dets medlemmer arbejder de for, at Danmark hurtigst muligt elektrificeres med grøn strøm. Green Power Denmark repræsenterer både energiindustrien, store og små ejere og opstillere af energiteknologi samt de selskaber, der driver det danske elnet og handler med energien.
På Green Power Denmarks hjemmeside, kan du opdatere dig i diverse nyheder, der relatere sig til den danske og europæiske energisektor.
Du kan klikke her for at besøge deres hjemmeside.
Den danske vindmøllebranchen har i mange år arbejdet på at genanvende så mange af komponenterne i en vindmølle som overhovedet muligt. Arbejdet har resulteret i, at ca. 90 pct. af en vindmølle i dag kan genanvendes. Det sker efter ca. 30 års drift.
De ca. 10 pct. som endnu ikke kan genanvendes består primært af vinger og andre kompositdele. Disse dele deponeres eller bruges i cementproduktion i Tyskland. En mindre del bruges herhjemme i f.eks. støjskærme, cykelskure og legepladser.
Du kan læse et uddybende svar hos VidenOmVind.
Vindmøller skal døgnet rundt overholde støjkrav på 42 dB og 44 dB ved henholdsvis 6 og 8 m/s. Støjkravene er fastsat ved disse vindhastigheder, fordi det er her vindmøllerne støjer mest.
I særligt støjfølsomme områder, for eksempel beboelseskvarterer og sommerhusområder, må vindmøller maximalt støje 37 dB eller 39 dB ved 6 og 8 m/s.
Vindmøller opstillet efter 1/1 2012 skal døgnet rundt overholde et krav om maksimalt 20 dB lavfrekvent støj til naboer – beregnet inde i nabohuset. Kravet gælder uanset, om møllen står i det åbne land eller i nærheden af et støjfølsomt område.
Støj fra nye, store vindmøller har en relativ mindre andel af lavfrekvent støj sammenlignet med ældre, store vindmøller.
Du kan læse et uddybende svar hos VidenOmVind.
Forudsat at solen skinner, vil vindmøller ligesom andre konstruktioner kaste skygge på deres omgivelser. Ved vindmøller opstår skyggekast, når vingerne ved rotation passerer ind foran solen og kaster skygge et kortvarigt øjeblik, der opfattes som et blink.
Kommunerne følger i deres administrative praksis en vejledning fra Miljøministeriet, der anbefaler, at naboejendomme på årsbasis maksimalt må udsættes for en skyggetid på 10 timer. Vindmøllens drift programmeres, så den overholder dette krav.
Du kan læse et uddybende svar hos VidenOmVind.